Rishøjgård

Nyheder

"Invitere til økodag"
- d. 22 april 2012

Nyheder på Rishøjgård



Her kan du læse de seneste nyheder! Det kan være nyheder andgående indkøb af maskiner, nyt personale og meget andet.

Rishøjgård invitere til økodag med engsafari og frokost i det grønne

På Rishøjgård bor Henrik og Ann-Christine med deres søn Christoffer på fem år. Søndag den 22. april inviterer familien til en hyggelig dag sammen med gårdens 325 malkekøer og alle de andre dyr. Økodag på Rishøjgård byder blandt andet på engsafari, leg på traktorer og smørproduktion

Søndag den 22. april klokken 10 holder Rishøjgård for femte gang åbent hus i forbindelse med Økodag. Familien Jessen glæder sig til at dele deres økologiske malkekøers jublende dans med alle gæster, der har lyst til at deltage i køernes festdag.

Rishøjgård ligger i det sydlige Jylland i et smørhul mellem Kolding og Esbjerg. Slægtsgården har været ejet af familien Jessen siden 1946, og i dag drives gården gennem et tæt samarbejde mellem anden og tredje generation. Den yngste generation, Henrik og Ann-Christine, bor i dag på gården sammen med deres søn Christoffer på fem år. Henriks forældre, Anne og Børge, bor på en naboejendom men deltager stadig i det daglige arbejde med køerne, de 350 hektar jord, maskinstationen og øvrige daglige gøremål.

Går man ind i Rishøjgårds nye stald fra 2006, finder man 325 sortbrogede malkekøer. Alle leverer de økologisk mælk til Arla. Udover de traditionelle køer har Rishøjgård desuden 25 Black Belted Gallowaykøer. Økologi er en mærkesag på tværs af generationerne af familien Jessen. Oprindeligt var det Anne og Børge, der omlagde driften i 1997, og tilslutningen til økologien er gået videre til Henrik og Ann-Christine. Henrik fortæller, at han har et tæt forhold til sine bedriftsdyr, fordi han er sammen med dem hver dag. Derfor ønsker han også det bedste for dem, og det får de igennem økologien. Rishøjgård er omgivet af åer og vandløb, som Henrik og Ann-Christine gerne vil holde rene ved ikke at sprøjte på deres marker.

På Økodag vil der hos familien Jessen være masser af aktiviteter for både store og små. Der er økologiske smagsprøver fra Arla, og gårdens ansatte vil stå klar til at svare på spørgsmål. Desuden har du mulighed for at prøve at sidde i en traktor, deltage i familiequizzen og få en drikkedunk eller tage på engsafari og få et nærmere kig på Galloway-køerne. Madkurven er der også plads til. Den kan nydes på den store græsplæne omkring kostalden. Desuden vil der på dagen blive lavet smør på Rishøjgård, så interesserede kan se, hvordan det foregår.

To generationer af familien Jessen glæder sig til at se jer på Rishøjgård søndag den 22. april fra klokken 10 til 14.

HUSK KØERNE LUKKES UD KL. 12.00 - KOM I GOD TID!

 Vi glæder os til at se jer til en hyggelig dag på Rishøjgård!

For  flere  informationer www.arla.dk/Okologi/Okodag/  eller www.okodag.dk



 

© 2008 | Adr: Risgårdvej 3, Gjerndrup, 6650 Brørup | Tlf: 76600105/40522989 |